Husejere kan både tjene penge og få et hyggeligere hjem, ved at få isoleret loft, vægge og kælder. Det er godt at få gjort, når der alligevel skal bygges om eller renoveres, f.eks. når man flytter ind i huset. Og så skal man få styr på, hvad man bruger af varme, el og vand
Af Paul Metelmann, projektleder i Miljøpunkt Vanløse
Regel nummer et er at få styr på, hvad man bruger af energi i sit hus, og her er varmeanlægget den største energisluger. Derudover er den sikreste måde at investere sine penge på, hverken aktier eller obligationer, men isolering af boligen. Boligejere går glip af en kæmpe gevinst, når de ikke får isoleret loftet, ydervægge og kældre.
En sikker investering
En investering i to til tre hundrede millimeter isolering på loftet kan give pengene hjem op til otte gange på tredive år. Ofte er det noget, man selv kan gøre eller få gjort i forbindelse med ombygning af huset. En hulmursisolering af ydre væggene og isolering af krybekælderen vil også på få år være tjent hjem igen, samtidig med at man slipper for træk. Husk at få styr på om huset allerede er hulmursisoleret enten med Rockwool eller med leca-nødder, hvor gevinsten ikke er så stor ved ny isolering i hulmuren. Når vinduerne skal udskiftes kan det betale sig at se efter de typer, der holder bedst på varmen. Ældre vinduer med forsatsruder kan blive meget mere energieffektive ved at skifte den inderste rude til lavenergiglas. Ofte er det næsten lige så godt som nye vinduer og meget billigere. Det er oplagt at isolere boligen, når man flytter ind i huset. Her er det muligt at få lavet ændringer, før man selv flytter ind og derfor færre gener, når håndværkerne skal til. Et tjek af varmeanlægget kan også give op til ti procent besparelse på varmeregningen. På Københavns Energi kan man få en oversigt over VVS’ere, der kan lave sådan et tjek. Se listen her.
Kilde: Magasinet Gør det selv og SBI
Hvordan Kasper fik styr på energiforbruget
– Da vi flyttede ind, havde vi ikke tænkt så meget over energiforbruget, vi havde set tilstandsrapporten og vidste, der skulle gøres noget. Men da det blev koldere i vejret opdagede vi, at radiatorerne enten ikke varmede eller var glohede, fortæller Kasper Risager, der med sin kone og lille søn, og en anden familie flyttede ind i et to-familiers hus sidste år. Huset, der ligger i Vanløses nordlige del, er fra 1933 og på lidt over to hundrede kvadratmeter og koster ca. 25.000 at varme op om året.
Energitjek
Efterhånden blev de også opmærksomme på andre ting, der trængte til et eftersyn:
– Min svigermor, der er uddannet VVS’er, gennemgik vores varmeanlæg og fandt blandt andet ud af, at vores brugsvand hele tiden var tres grader og ikke kunne reguleres, fortæller han videre.
Derefter gik familien i gang med at få gjort deres hus mere energieffektivt. Termostater og ventilerne i radiatorerne blev skiftet, så varmen kunne fordeles bedre i huset:
– Vi har stadig el-varme i nogle af rummene, hvor der ikke er radiatorer, men det skal vi også have sat op, fortæller Kasper.
Overfrakke på huset
Kronen på værket var så, at de i dette forår fik hulmursisoleret hele huset:
– Først troede vi, at det kun var tilbygningen, der ikke var isoleret, men det viste sig at være hele huset. Og når tilbygningen skal være legeværelse for vores søn, skal krybekælderen også isoleres. Taget er heldigvis af nyere dato, så derfor er der lagt nogle hundrede millimeter isolering på loftet, fortæller han videre.
Men den lille familie stopper ikke her, de har også fået tætnet de indvendige forsatsruder for at beskytte mod fugt og kulde:
– Og så har vi købt en luftsolfanger, der skal være med til at give ekstra varme til vores køkken, slutter Kasper.
Fakta om energiforbrug
Hvor meget energi bruger en bolig i gennemsnit?
Det er svært at sige noget generelt om energiforbruget i en villa eller parcelhus. Det afhænger af, hvornår det er bygget, størrelsen og hvad der er gjort af energiforbedringer i huset. Stort set alle boliger i Vanløse har fjernvarme, som både er en billig og klimavenlig form for opvarmning.
Dong Energy har forsøgt at give et bud på et gennemsnitligt forbrug, men det er kun et fingerpeg: Dong Energy
El-forbrug
Der er flere ting, der påvirker el-forbruget i et hus, f.eks. antallet af børn – ikke mindst teenagere og om man har kummefryser og ekstra el-varme.
Nøgletal for en familie på fire personer i et hus pr. år:
Et meget lavt el-brug er: 4300 kWh
Gennemsnittet ligger på: 5181 kWh
Et meget højt forbrug er: 8200 kWh
Kilde: Dong Energy
0 Comments