Fremtidens krige kommer ikke kun til at foregå i luften til vands og på jorden. Det elektroniske rum bliver også en slagmark. Et enkelt klik på musen kan sprede død og ulykke på den anden side af Kloden. Uden at det nogensinde går op for fjenden, hvad eller hvem der angreb. Men selvom det sker med den nye teknik, der i sig selv er ren, så vil også info-krigeren få blod på hænderne

Tekst: Paul Metelmann

I de irakiske hjem er tv’et tændt. Præsident Saddam Hussein skal tale til nationen. Der er igen optræk til krig. På skærmen toner det velkendte ansigt frem af landets leder, men så stivner de mange irakere, for på bordet står en flaske whisky, og præsidenten selv er ved at skære sig en god skive flæskesteg. Mens han spiser svinekødet er han i gang med at fortælle en sjofel vittighed om en islamisk præst. Hvad er der sket? Det irakiske folk er i vildrede. Efter timinutter hvor præsidenten har fornærmet folket, landet og islam, går skærmen i sort. Lige meget hvad TV-stationens teknikerne gør, kan de ikke få gang i deres udstyr, så Saddam Hussein kan komme på skærmen for at dæmpe panikken og vreden. Udenfor går lysene ud, trafiklys går amok, hospitalernes computere er døde…..

Ikke science fiction
Det lyder som det rene science fiction, men ikke desto mindre var der amerikanske eksperter i elektronisk krigsførsel, der forslog at lave en computermanipuleret udgave af Saddam Hussein, som kunne forvirre folket under Golfkrigen. Samtidig skulle der så bruges computervirus til at lamme civilt og militært computerudstyr. Mens bakterier med plastik som yndlingsmad skulle æde løs af andet elektronisk udstyr. Det handler om krig og den nye teknologi, der kan bruges til meget andet end at styre klodsede missiler og fly. Lige nu sidder militærfolk i USA og arbejder med planer for det 21. århundredes krige, hvor ny teknologi – lige som alle andre steder i den moderne verden – er nøglen til sejr. I sommer blev det første kuld ‘infowar officers’ uddannet på ‘The National Defense University’ i Washington. I det næste århundrede vil de stå i spidsen for angreb med computervirus, elektroniske støjsendere og logiske ‘bomber’, der spreder lige så meget død og ødelæggelse som ‘gammeldags’ bomber og raketter. Og som om det ikke var nok, så kan soldater trænes i at bruge våben i nøjagtige elektroniske kopier af den slagmark, de skal kæmpe i. Nogle gange endda med våben, der endnu ikke eksisterer i virkeligheden.

‘Hvad nu hvis’ krige
På steder som, Pentagon, CIA’s hovedkvarter og på de militære akademier sidder nogle af USA’s nye strateger og planlægger ‘hvad nu hvis krige’, en ny krig i Golfen, en etnisk eksplosion i det gamle sovjet eller en trussel mod USA’s allierede i Asien. Og til det bruges der masser af ny teknologi. Med den kan de skabe eller genskabe tusindvis af krigshandlinger. Et eksempel er slaget ved ’73 Easting’ i Golfkrigen hvor et uprøvet amerikansk panserregiment mødtes med en  irakiske panservogns division med førere fra den republikanske garde. Veteraner fra den otte år lange krig mod Iran. Alligevel slog amerikanerne deres modstandere på 22 minutter. På grund af slagets utrolige udfald har det amerikanske militær gennemfotograferet og registeret salget elektronisk ned til det mindste sandkorn. I dag kan alle lige fra generaler til menige soldater opleve slaget igen og igen. Generalen kan sidde i en tank og følge slaget, eller han kan se det fra fugleperspektiv. Der kan ændres på forudsætningerne. Andet vejr, andre modstandere – you name it. Selvfølgelig arbejder man også med ‘gammeldags’ simulatorer, der lige som en flysimulator kan lave en total virkelighedstro fornemmelse af at sidde i en tank og rasle over sandet, mudderet eller snemarkerne. Helt ned til at tanken gennemrystes af et rekyl, når den affyrer granater eller bliver ramt, og tankføreren ‘dør’.
Også på Hærens Artilleriskole i Sønderborg har man lavet en total simulering af en aftenhimmel, hvor en enlig soldat kan affyre sit Stingermissil mod digitale fly i en digital himmel. Det er så realistisk, at soldaten er tvunget til at stå i timevis i simulatoren for at vente på en fjende, der måske dukker op. Selv om simulatoren har kostet 25 millioner, så skal det sammenlignes med, at et enkelt Stingermissil koster en kvart million. Major W.K. Christensen fra Forsvarsakademiet fortæller, at indtil nu er det mest er simulatorer som man arbejder med i det danske forsvar. Også flyvevåbnet og søværnet har haft simulatorer i en del år:

– Ikke alene har det den fordel at det er billigt, men det gør også at vi kan træne flere af vores folk og holde deres viden ved lige i de forskellige våbentyper. Han siger videre, at det danske forsvar indtil nu ikke har brugt ret mange midler på andre typer af de nye teknologier, men måske vil komme til det i fremtiden, fordi det kan spare penge. W.K. Christensen er medlem af en lille gruppe militæranalytikere i Forsvarsakademiet, der holder øje med udviklingen indenfor nye våbensystemer.

I netværk
Men dette er kun avancerede computerspil. Lige om hjørnet har amerikanerne planer om en sammenkobling af tusindvis af fly, tank, ubåds simulatorer via Internet, der på en kunstig computerskabt slagmark udkæmper ‘rigtige slag’ mod hinanden eller kunstige computerskabte modstandere. Hvor arabiske halvmåner, røde stjerne eller andre kendingsmærker kan udskiftes ved et tryk på museknappen, alt efter hvem der er nu er fjenden. Den virkelige slagmark vil ikke være ret forskellig fra det som det 21. århundredes soldater og officerer vil opleve i virkeligheden. Den enkelte soldat vil hele tiden stå i forbindelse med sine kammerater og hans ledelse. Måske via et visir, der både viser billeder og andre oplysninger – samtidig med at han kan se fjenden i mørke med infrarødt syn. Officererne vil kunne få informationer om slagets gang fra hver soldat, og radarbilleder fra kampene vil elektronisk blive lavet til ‘rigtige’ billeder, der ikke står tilbage for nogen Disney film. Det hele er styret af computere, der hjælper generalerne til at give ordre hurtigt lige ned til den enkelte
soldat. På en øvelse i Fort Laevenworth, Kansas kæmpede sådan en udrustet hær på tyve tusinde mand mod en Nordkoreansk hær, der var tre gange så stor. Bagefter fortalte brigade-general Keith Kellog, at hans hær – frit oversat – ‘gav dem masser af høvl’. Major W.K Christensen vurderer, at netop ‘info-krigeren’ er enaf de store landvindinger i moderne krigsførsel. Til gengæld mener han ikke, at man kan lære krigsførsel alene i virtual reality:

– Man kan aldrig få den samme erfaring som i den virkelige verden. Der er stadig mange ting man ikke kan forudse i en krig og derfor ikke træne på en computer.

Uberørt af menneskehånd
Når man nu alligevel kæmper i en kunstig verden, hvorfor så ikke kæmpe med våben, der endnu ikke er berørt af menneskehånd? Lige om det næste hjørne ligger der nemlig en mulighed for at prøve våbnene, før de bliver til rigtige våben af stål og plastik. Hele fabrikker kan opføres i virtual reality, hvor produktionen og evner til at ødelægge bliver testet. Måske vil USA i fremtiden næsten ingen våben have i den virkelige verden, men så snart landet bliver truet – så ruller de effektive dødsmaskiner ud af de automatiske fabrikker. Slut med at vedligeholde dyre våbensystemer og besværet med forældede våben. Ole Wæver, der er forsker i ‘Center for Freds- og Konfliktforskning’, mener at et ‘nedpakket’ forsvar ville være det mest rationelle for et land som USA, specielt med dets enorme forsvarsbudget. Men han mener ikke at det vil ske: – Det er ikke kun rationelle betragtninger, der styrer millitærbudgetterne i USA. Våbenindustrien har stor indflydelse på politikerne, og et parti som republikanerne – der er modstandere af en stor stat – går samtidig ind for flere penge til forsvaret.

Info-angreb
På andre kontorer i de samme militære bygninger arbejder man målrettet på at gøre mange af de almindelige våben gammeldags. I stedet for at bruge fly, missiler og granater, vil man lave et ‘infoattack’, hvor der er meget få synlige skader. Bygninger vil stå endnu. Det samme vil fabrikker, og få vil blive øjeblikkeligt lemlæstede. Men bygninger vil mangle lys og varme. Fabrikker vil mangle energi og råvarer, og befolkningen vil dø en langsom død for hverken hospitaler, fabrikker eller transport fungerer mere. Selv det fjerneste uland er i dag afhængig af computere og anden moderne teknologi. Og moderne teknik er også sårbart.
Computere kan blive udsat for hackere, der trænger ind i computersystemerne og ødelægger data og programmer i deres lagre. De vil ikke længere kunne styre fabrikkens maskiner. Trafiklys vil gå amok, og flyvelederne sidde med sorte skærme, mens piloterne desperat forsøger at lande. Det samme kan klares med computervirus, små programmer, der stille og roligt ‘æder løs’ af data og programmer. Virussen kan være lagt ind på det fjendtlige lands computernetværk af hackere, eller ligge skjult allerede den dag et land køber programmerne. Meget af det samme kan opnås ved at lave ‘logiske bomber’ i de elektroniske dele, der bliver brugt i moderne teknologi. Et signal om angreb vil udløse den logiske bombe i mikrochippen og få alt udstyret til at bryde sammen. Fjendtlige agenter har allerede på fabrikken fået sat falske mikrochips ind i missiler, der ikke eksploderer, hvis de bliver sendt mod fjenden.

Død elektronik
En mere primitiv, men højest effektiv teknik er Electromagnetic Puls(EMP), der bruger et ‘spildprodukt’ til krigsførsel. Når man sprænger en atombombe, afgiver den udover varme, trykbølger og radioaktivitet – også en elektromagnetisk impuls, der ødelægger alle elektroniske og elektriske kredsløb i mange hundrede kilometers omkreds. Lige fra digitale ure over bilers elektriske system til bankernes store computere. Faktisk har flere militærstrateger beskrevet, hvordan en middelstor a-bombe, der blev sprængt i nogle hundrede kilometers højde, kunne lamme hele Europa. I en mere moderne udgave kan en moderne EMP bombe, der ikke er radioaktiv, på størrelse med en kuffert smugles ind i et land og blive aktiveret ved en af landets storbanker eller kommunikationscentre. Det kunne gøres flere steder samtidig og dermed få et helt lands finans- og kommunikationssystemer til at bryde sammen. Major M. W. Christensen fortæller at der bliver arbejdet på en ‘mini’ version af  systemet, der vil kunne stå ved en bro, og få alle køretøjers motorer til at stoppe:

– I det hele taget er man i USA begyndt at bruge store summer på de såkaldte ‘non-lethal wapons” (ikke-dødelige våben). Et eksempel er et våben, der dækker en modstander med skum, der stivner og passivisere uden at dræbe. Eller gasser der bedøver mennesker, uden at skade dem, siger han videre. Ole Wæver mener, at netop ‘non-lethal wapons’ kan være interessant for det danske forsvar, ved fredsbevarende operationer, i fremtiden. Uden at man skal tro, at de vil kunne afskaffe krige.

Bakterier og falske nyheder
En anden metode er at sprede plastik-ædende bakterier i det fjendtlige lands elektroniske systemer. Eller lade sine fly sende masser af forkerte informationer til det fjendtlige lands generaler, så de ikke kan finde ud af, hvad der er sande og falske oplysninger. Fly kan også sprede falske tvbilleder eller radioudsendelser, der kan få befolkningen til lave oprør mod deres ledere. Eller forvirre borgere og soldater så meget, at de ikke længere tror på nogle oplysninger, hverken de rigtige eller de falske. Under Golfkrigen sendte de amerikanske styrker radiobeskeder ud om, hvor de ville bombe næste gang. Det fik de irakiske styrke, der blev udpeget som det næste mål, til at overgive sig.

Vesten er også sårbar
Nu lyder det som om at det endnu engang er de rige vestlige lande med USA  i spidsen, der hæmningsløst fører krig mod fremtidens Saddam’mer. Men sådan er det langt fra. Priserne falder på computerudstyr, mens det kan stadig mere. Fremtidsforskeren Alvin Tofler mener, at netop de nye muligheder i teknologien vil gøre i og  ulande mere lige. Netop de vestlige landes teknologiske overlegenhed gør også, at de er yderst sårbare for et info-attack fra et fjendtligt 3. verdens land eller en terroristgruppe. Hackere og deres viden kan købes for betydeligt mindre, end det et fattigt land bruger på et enkelt fly eller missil. Samtidig  kan menneskelig viden og kunnen næsten ikke stoppes af boykots og blokader. I modsætning til Tofler vurderer Ole Wæver dog, at de nye teknologier vil øge forskellen mellem de udviklede lande og den 3. verden – til de udviklede landes fordel.

Farvel til våbnene?
Hvad det vil betyde for fremtidens krige, er der ikke meget enighed om. De mest optimistiske forskere der tror, at man på den måde kan afgøre, hvem der vinder, uden at der er løsnet et skud. Så langt går militærfolk ikke. Den amerikanske General Jay Garner, der leder ‘The Army’s Space and Strategic DefenseCommand’ tror, at fremtidens politikere vil udkæmpe slag i virtual reality, før de går ud i en rigtig krig. Men han og de fleste millitærfolk mener fortsat, at krige altid vil koste blod. Også fordi nogle krige ikke kan føres som info-krige. Både i konflikten i ex-Jugoslavien og Somalia vil folk kæmpe videre med brødknive, hvis deres andre våben ikke virker. Ole Wæver fortæller at troen på man kan lave en realistisk simulering af konsekvenserne for en krig er en gammel diskussion:

– Allerede den kinesiske militærmand Sun Tzu sagde 200 år f.Kr. at man ved at gøre det klart hvordan en krig vil gå, kan forhindre den. Mens Clausewitz stod for den holdning at krige altid vil være kaos og ikke kan forudsiges. Jeg hælder selv til den sidste holdning. Faktisk mener han, at  jo mere avancerede teknik man får til at simulere en krig, jo mere kan man komme til at tro at en krig kan vindes:

– To krigsparter kan hver i sær komme til den konklusion – via deres modeller – at de kan vinde en krig. Simuleringerne kan faktisk ende med at gøre militærstrateger og politikere mere virkelighedsfjerne, siger Ole Wæver og nævner at de tusindvis af scenarier fra tredive års kold krig – nu virker groteske og fantastiske:
– Dengang havde man allerede opbygget en ‘kunstig virkelighed’ på begge sider af jerntæppet. Der er også andre problemer for lande som USA, der sværger til den frie markedsøkonomi. Et forslag om at angribe Iraks finansielle system under Golfkrigen fik et nej fra CIA, en af USA’s efterretningstjenester: – At gribe ind over for et andet lands penge er et fundamentalt angreb. Ingen CIA-leder har nogen sinde anbefalet det, har en tidligere officer fra CIA udtalt. Hertil kan man så bemærke. At der åbenbart gerne må slås en kvart million irakere ihjel, da det er ikke et fundamentalt angreb. Det eneste man faktisk kan forudsige om fremtidens info-krige er, at selvom de lyder, som om de bliver mindre ‘beskidte og blodige’ – så vil resultatet stadig være tusinder eller hundrede tusinde tabte menneskeliv.

Ordbog for info-krigen
Virtual Reality: En kunstig verden skabt af en computer. Flysimulatorer er de mest kendte, men i de sidste par år er der udviklet systemer, hvor man via et par specielle briller og høretelefoner kan få en oplevelse af at være i en kunstig verden. I fremtiden regner man med at lave hele dragter, der kan få en til at føle varme, kulde og tryk.

Cyberspace: ‘Det sted hvor banken har vores penge’. Sådan har forfatteren William Gibson defineret ordet, som han selv har
opfundet. Cyberspace er en fælles betegnelse for den elektroniske verden, der er skabt i radio, tv og computernetværk. Lige som pengene i banken er det kun
elektroniske signaler, men alligevel har det stor betydning for vores ‘virkelige verden’. Cyberspace og virtual reality bliver ofte blandet sammen. Men det er to forskellige ting, der måske en dag kan smelte sammen, så vi i fremtiden vil rejse på f.eks. Internet iført virtual reality udstyr.

Hackere: Private og tit selvlærte computerspecialister, der via deres computer bryder ind i firmaer og institutioners computersystemer. De fleste gør det kun for at vise, at de kan. Men andre gør det for at stjæle oplysninger eller ødelægge
data. Flere hackere er blevet straffet både i udlandet og i Danmark.

Computervirus: Et computerprogram, der lige som et rigtigt virus kopierer sig selv, mens det ødelægger computerens data.

Clausewitz, Carl Philipp Gottfried von(1780-1831): Clausewitz var prøjsisk general og en af de mest berømte militærteoretikere. Han gik ind i hæren som tolvårig og deltog i Napoleons krigene, og var fra 1818 til 1830 leder af Krigsakademiet i Berlin. Hans klassiske værk ‘Vom
Kriege'(Udgivet efter hans død 1833) er stadig læst af militærstrateger og andre. Hans hovedteser er at krige er politik bare med andre midler, og at krige skal føres som totale krige, der rammer alle fjendens resurser. Han var langt forud sin tid i at se krige som en del af økonomi, sociologi og politik.

Kilder: Time Magazine,  The Face og Groliers Encyclopidia  –

Bragt i Samvirke februar 1996

Udviklingen er ikke stoppet nu næsten tyve år senere

Advertisement