Skriveblokering er et spøgelse mange møder, når de skal i gang med at skrive. For nogle er det grunden til de stopper deres uddannelse eller går fra jobbet. Det behøver ikke at gå så galt, der er teknikker der kan hjælpe dig med at overvinde angsten.

Af Paul Metelmann
“Kaffekanden står ved siden af mig og pludselig tager jeg mig selv i at stirre fortvivlet på dens blanke sider og opdager med et at den både har fået buler og ridser siden sidst. Tænker på cykelturen til skoven, fuglefløjt og solen stikkende i nakken – lige med et høres bumpet og kanden triller lige så stille af sted med kaffen væltende ud af tuden. Mysteriet om bulerne og ridserne er opklaret. Papiret næsten skær` mig i øjnene. Alt det hvide blænder mig, måske skulle jeg tage solbriller på. Ja, solbriller gud hvor er det nu de ligger….”

Ovenstående er skrevet af en elev på et journalistkursus, hvor temaet var angsten for det hvide papir. Alle kan vist nikke genkendende til de udflugter tankerne tager, når f.eks. den danske stil skal afleveres næste dag. Den ene overspringshandling følger den næste, kaffe, opvask og kæresten er kærkomne afledninger fra det du egentligt skulle i gang med.Men det er ikke kun dansk stil mange blokerer overfor. På de videregående uddannelser er ordet “Skriveblokering”, en sikker måde at give mange studerende gåsehud. De har siddet og stirret på opgaven eller specialet – uden at flytte sig i flere uger. “Specialesumpen”, hvor studerende kan sidde fast i årevis eller gå helt til bunds, er tit et resultat af skriveblokeringer.Også journalisten kender til at man sidder ved tastaturet, og ikke kan få skrevet en linje – samtidig med at deadline rykker nærmere og nærmere. Det er forskelligt hvornår angsten for at skrive kommer. Der er folk der har skrevet i mange år , og så pludselig kan de ikke få et ord ned på papiret.

Gode studerende

Skriveblokeringer er tit en årsag til at studerende falder fra deres studie, folk opgiver deres job eller forfattere holder op med at skrive. Mange føler at de har valgt forkert, og at de ikke duer til at skrive. Intet er mere forkert. I et interview fornylig i Weekendavisen sagde psykiater Carsten Christensen fra Studenterrådgivningen, at det tit er folk der er meget ansvarsbevidste og har et højt ambitionsniveau, som får skriveblokeringer.
Folk bliver usikre på det de skriver. Alle nederlag og fejl i livet bliver ført over på opgaven og en kritik af det skrevne bliver til en kritik af hele personen. Derfor er det godt at få styr på sin: Indre censor og Indre Kritiker.

Den Indre Censor

Den indre censor er angsten for om det du skriver nu også har et acceptabelt indhold. For forfattere og dagbogskrivere er den indre censor med til at sortere de indre tanker og forbudte følelser fra. “Du kan ikke skrive det her, det afslører dine følelser. Du kan aldrig finde ud af noget, du er håbløs” er den Indre censors evige kværn. En god måde at få has på den indre censor er at beskrive den, og skrive om angsten. På den måde kan den indre censor ikke gøre noget. Du skriver jo netop om det problem du har. Forfatteren Virginia Wolf beskrev engang hvordan hun fik aflivet sin indre censor:

“..hun gjorde tegn til at ville føre min pen. Og så foretog jeg mig den eneste handling, som jeg selv vil have en del af æren for….Jeg vendte mig imod hende og greb hende i struben”.

Wolf skabte et billede af sin indre censor og kunne derfor udradere den.

Den Indre Kritiker

Den Indre Kritiker skal ikke til den evige kritikerhimmel. Den skal tæmmes, da den tæmmede kritiker er en god og værdifuld hjælp, når du skriver. Men Den Indre Kritikker skal først på scenen, når det første udkast er lavet, ellers kommer hele regimentet af skolelærere, forfattere og andre spøgelser ud af skabet og skræmmer kreativiteten ud af dig før den første finger har nået tasterne.

Vis andre tillid

Psykolog Lotte Rinecker anbefaler, at du lader en medstuderende eller kollega læse det skrevne igennem før du aflevere det til din lærer. På den måde bliver de værste brølere rettet og måske viser det sig at det skrevne var godt nok alligevel. Du kan også kontakte din lærer for at spørger ham om du nu er på rette spor i det du skriver. Du får måske afkræftet, at det du skriver er dårligt. Samtidig kan du fjerne den frygt du kan have for læreren eller redaktøren, fordi du ikke kender ham. Det er altid en fordel af at vide hvem man skriver til. Nogle gange kan en fantasiperson være god at have som modtager af det du skriver, så du kan se et billede af en person for dit indre øje.
Lotte Rinecker har i flere år lavet kurser på universiteterne for at hjælpe studerende af med deres angst for at skrive. Hendes parole er at alle kan skrive. Hun startede sit arbejde med skriveblokeringer, fordi hun selv blokerede overfor en opgave på studiet.
Hun afliver også myten om, at det at skrive er en ordnet proces med en fast disposition, hvor du starter med indledningen og slutter med konklusionen. Altså den model vi alle har lært i skolen.

Kaos er vigtigt

Det har tværtimod vist sig, at dem der er gode til at skrive er meget kaotiske i starten. Netop det kaotiske er vigtigt. Skriver du non-stop i f.eks. en time om det emne du skal i gang med, uden at tænke over indholdet. Bliver dit første udkast garanteret uden struktur. Men til gengæld er det fyldt med gode ideer. Først i tredje eller fjerde gennemskrivning har du noget der kan bruges til opgaven.
Forklaringen er at hjernens kritik-program er slået fra,når du skriver nonstop. Samtidig har hånden været tvunget til at skrive hurtigere end du tænker. Det giver et kreativt sprog og lader de gode ideer flyde – uden en censor der ser dig over skulderen.
Er der stadig problemer med at skrive, kan man bruge en båndoptager og indtale sit første udkast. De fleste har lettere ved at tale end at skrive, fordi som Carsten Christensen siger:
– Der er altså i mere end en forstand kortere afstand fra hjernen til munden end fra hjernen til hånden.

Angst og Bluff

Forventninger og myter spiller en rolle for skriveblokeringer. Når f.eks. den studerende skal finde sin nye rolle på uddannelsen er det fristende at forsøge at stive sig af overfor sine studiekammerater. De rette vendinger og ord bliver brugt, ikke fordi de har så stor en mening – men for at vise: “Jeg er studerende, jeg kan klare mig”. Sådan en studerende kaldes for:”Universitetsatleten” eller “Blufferen”. Desværre gennemskues blufferen ikke altid, og studerende med et mere personligt sprog ender med at tro de ikke kan skrive: “Videnskabeligt”.
Leif Jensen fra Medieuddannelsen på RUC mener, at en stor del af det sprog der bruges i opgaverne er tegn på usikkerhed hos de skrivende. Svære, snørklede sætninger med mange fremmedord skal dække over, at man måske ikke er helt inde i sit stof endnu. Opgaverne bliver fyldt med selvmodsigende sætninger, der svæver i luften og i værste fald er vrøvl, når de bliver oversat til almindeligt dansk. Leif Jensen anbefaler at holde fast i sit eget sprog, og bruge eksempler og billeder i sine opgaver.

DJØF bladet 1991

Gode bøger:
Om Skriveblokeringer:

“Writing With Power” 1981 og “Writing Without Teachers” 1973 begge af P. Elbow. N.Y. Oxford Univ. Press.
Om at skrive bedre:

“Ud af Elfenbenstårnet” Leif Jensen, Teknisk Forlag.

“Skriv kreativt. Skriftlig fremstilling: Sagprosa/fiktion. Gyldendal” Kock og Tandrup. Gyldendal, 1989.

“Om at skrive dagbog” Tristine Rainer, Nyt Nordisk Forlag, 1983.
Om studieteknik generelt:

“Vejledning i affattelse af universitetsopgaver og videnskabelige arbejder” Boje Katzenelson. Dansk Psykologisk forlag, kbh. 1979.

“Overlev dit første studieår” A. Marcussen og Bo Kristiansen. Gyldendal, 1987.

Reklamer