– Det var den rene elektroniske djævelskab, mente folk i starten om den musik vi lavede i Kraftwerk. Fortæller Karl Bartos, som i 15 år var medlem af den tyske technogruppe Kraftwerk. Men han har svært ved at se, at hans musik er mere syntetisk, end f.eks. Whitney Houstons. MidiMag talte med technoens godfather, da han i sommers gæstede Danmark med sin nye gruppe, Electric Music.

Af Paul Metelmann
Selvom technoen er en af de nyeste former for musik, så er der også “grand old men” i den genre.Karl Bartos er en af dem. Han var medlem af den tyske gruppe Kraftwerk i 15 år, og var med til at skabe de legendariske plader som “Trans Europa Express”, “Man-Machine” og “Computerworld”. Kraftwerk lavede allerede i starten af 70’erne musik, der var lysår foran tidens symfoniske guitarrock som Genesis og Pink Floyd. I stedet for brugte de fire klassisk uddannede musikere maskiner til at skabe musik, der handlede om det moderne samfund: Motorveje, eksprestog og radioaktivitet. Pakket ind i monotone klange på eksperimenterende klassiske musik. Dengang var musikken kun kendt af et lille kultpublikum, men op igennem 70’erne blev kulten større og større.
I dag fremstår Kraftwerk som technoens gudfædre. Uden dem ville der hverken være Depeche Mode, Ace Of Base eller dance som 2 Unlimited, Culture Beat, Maxx og hvad de nu ellers hedder. Også hip-hop, disco og megen almindelig popmusik står i gæld til de eksperimenterende tyskere.

Egne veje
I 1989 sagde Karl Bartos imidlertid farvel til Kraftwerk og dannede gruppen “Electric Music”, der sidste år udgav albummet “Esperanto”. Albummet slog benene væk under mange kritikere. Ikke fordi det tilføjede noget nyt til den eksploderende techno-scene. Men fordi den med sine enkle melodier og tekster beviste, at ur-technopoppen ikke havde udtømt sine muligheder.
Koncerten i Pumpehuset i København imødeser Karl Bartos med spænding. Det er en af de første gange nogensinde “Electric Music” optræder live, og en del af publikum er valfartet helt fra Tyskland og Sverige bare for at se dem optræde. Vi fik lov til at møde Karl Bartos inden koncerten. Han har enkelte grå stænk i håret, er midt i 40’erne og udstråler ro. Han er intellektuel og lidt beskeden. Det virker underligt, at den lille mand, som sidder der og drikker kaffe, om lidt vil gå på scenen og spille musik, som appellerer til selv de vildeste techno-fans:

– Jeg gik ud af Kraftwerk, fordi jeg ville lave musik i et hurtigere tempo. I Kraftwerk gik der fem til seks år mellem hver plade. Det blev lidt kedeligt. Jeg ville gerne udvikle mig hurtigere. Problemet er, at musik bliver hurtigt “slidt”. Jeg har det bedst med noget nyt – det er sjovest, siger Karl Bartos.
– Til efteråret udgiver vi allerede en ny cd fra Electric Music, fortæller han videre. Han er ikke glad for at skulle snakke om Kraftwerk, men nævner dem dog, da han skal fortælle om den musik, han laver nu:
– Når man har spillet med Kraftwerk i 15 år, ville det være lidt mærkeligt at udgive et country & western-album. Selvfølgelig vil så lang tids samarbejde præge én. Jeg håber, at mit nye samarbejde vil betyde, at musikken udvikler sig i en anden retning.

Lyntempo
Da Karl Bartos sammen med Lothar Manteufel, der tidligere var med i gruppen Rheingold, lavede albummet “Esperanto”, var der ikke tid til så mange overvejelser. De blev hyret af et pladeselskab og skulle hurtigt lave en cd:

– Vi mixede et nummer, mens jeg sad i et andet studie og komponerede et nyt, siger Karl Bartos.

Ud af det kom 40 minutters musik, der spænder i stil lige fra tidlig Kraftwerk, på nummeret “TV”, hvor der bliver brugt langtsomme rytmer, der understøtter umiskendelige synthesizer lyde anno 1979. Mens Andy McCluskey, ex-OMD, synger på numret “Kissing the Machine”, i en slags hyldest til OMD, der selv var inspireret af Kraftwerk. Den nyeste techno er repræsenteret med nummeret “Overdrive”, hvor techno-pop møder trance. Esperanto er på mange måder en slags opsamlingsplade for 20 års techno – eller elektronisk musik, som Bartos konsekvent kalder sin musik:

– Vi kaldte selv vores musik sådan i Kraftwerk, men på et eller andet tidspunkt må folk have taget fat i et af vores omkvæd hvor vi synger ‘Tekno-pop’. Så måske har vi selv været med til at navngive en genre, siger han med et skævt smil.
Men på trods af Esperanto blev lavet på relativ kort tid, fremstår det alligevel som et værk med stram komposition og opbygning. Selv siger Karl Bartos beskedent:

– Det skyldes måske, at jeg er klassisk uddannet fra musikkonservatoriet, og det præger jo nok én.

Den nye generation
Karl Bartos er selv imponeret over hans og Kraftwerks arvtagere, der nu i tusindvis laver techno, ambient og trance:

– Dengang vi skulle lave “Computerworld”, havde vi ikke en computer. Vi måtte besøge IBM og få et foredrag, om hvordan en computer fungerede. Alligevel kunne vi lave noget musik, der rakte ind i fremtiden. Det er lige som forfatteren William Gibson, der skrev cyberpunk-romanen “Neuromancer” på en gammeldags skrivemaskine. Det er et spørgsmål om fantasi.

– I dag kan du jo købe en computer i ethvert varehus. Og de unge går til den, som jeg gik til min søsters guitar. De bliver brugt. Det er fedt nok. Det næste skridt vil være, at alle har en telefonsvarer med DAT-bånd, hvor du kan mixe et nummer på, der så lander på den amerikanske hitliste.
Det er pudsigt, at folk kalder elektronisk musik for ufølsomt. Der er ikke nogen, der skal komme og fortælle mig, at Whitney Houston tænker på “”love”” når hun synger det.

Ikke demokratisk
Om teknologien så også betyder, at musikken bliver mere demokratisk, er Karl Bartos mere skeptisk overfor:

– Det ved jeg ikke. Demokrati er et svært begreb. Det er ikke det, der styrer verden. Det er pengene eller kapitalen, også indenfor musikkens verden. Men selvfølgelig kan det blive mere demokratisk, ved at maskinerne bliver stadig billigere. Til gengæld betyder maskinerne ikke så meget. Man kan jo lave musik med alt. Ofte kan ønsket om at skulle have en bestemt maskine, der er hip lige nu, begrænse kreativiteten. I stedet for at lave musik med det man har. Tit er det netop de begrænsede midler, der fordrer kreativiteten.

Tilsyneladende er der ikke nogen grænser for hvor langt den elektroniske musik kan udvikle sig, men ifølge Karl Bartos måske alligevel:

– Der er et gammel ordsprog, der siger, at morgendagens musik altid er sammensat af gårsdagens musik. Popmusikken har altid levet af at stjæle lidt fra andre. Sådan har det altid været også musikhistorisk. Når jeg er død, vil musikken jo stadig udvikle sig.
– Det nye er, at de unge går lige til maskinerne. Vi andre havde en ærefrygt for tingene, og måtte lære det, lige som at tage et kørekort. Der er sket så meget, siden vi voksede op. Vores bedsteforældre havde kun sjældent telefon. Vi er den sidste generation, der er vokset op med et forbud mod at se for meget fjernsyn. I ethvert børneværelse er der i dag et fjernsyn. Frygten for den nye teknik er væk.
De eneste jeg kender, der spiller unplugged, er Frelsens Hær nede på hjørnet. “Unplugged” på MTV kræver ekstremt meget elektronisk udstyr, fra mikrofonen og indtil det når lytteren.

Djævelskab
Frygten og fascinationen af teknologien har altid været et tema i Kraftwerk’s (og nu i Electric Music’s) musik:
– Dengang vi startede med Kraftwerk fik vi at vide, at vi lavede det rene djævelskab. Musik burde jo være smukt og et håndværk. Vi ville vise, at man også kan lave musik med en computer, en båndoptager og endda en lommeregner. Desværre er mange af disse produkter ‘affald’ fra rustningskapløbet. Ingen tænker over, at Hi-Fi er et system, der er udviklet til at kaste bomber til Anden Verdenskrig. Alligevel kan vi bruge det fornuftigt.

– En af de ting, der fascinerede mig meget dengang, var da vi fik de første sequensere, der kunne spille selv. Det var en slags trance-følelse. En lille elektronisk kasse, der i matematisk nøjagtig rækkefølge afspillede en melodi. Det sjove er, at det er ikke noget nyt. Mozart og Stravinsky var også fascineret af mekanisk musik.

– Den røde tråd på “Esparanto” er kommunikation, og informationsforureningen. Den skaber en afstumpethed hos folk. Man får nyheder, og tager dem til efterretning. De vigtigste ord på fjernsynet er blevet: “”And now…””. Vi ved også, at selvom der har været jordskælv i Californien, så begynder “Lykkehjulet” præcis kvart over otte. Vi er en del af informationssamfundet, både som journalister og musikere. Derfor må vi også være med til at forarbejde det forhold, siger han videre. Dengang vi skulle lave “Computerworld”, havde vi ikke en computer. Vi måtte besøge IBM og få et foredrag om hvordan en computer fungerede.

Musikkens rolle
På det 2. album med Electric Music, er den røde tråd følelser:

– Den første cd var meget intellektuel og beskrivende alá: “Jegsidderforanfjernsynetogdrikkermigenølogsernyhederne”. Nu vil vi prøve på at vise, hvordan vi føler, når vi sidder dér foran skærmen. Den dimension udelod vi før. Musikkens rolle er at få folk til at slappe af, og nå helt ned til sjælen. Musik er den mest umiddelbare form for kunst. Det er det fascinerende ved musikken, siger Karl Bartos og uddyber:

– Det vi laver er ikke mere syntetisk, end meget af den syntetiske pop med syntetiske følelser, som mange laver i dag. Det er pudsigt, at folk kalder elektronisk musik for ufølsomt. Der er ikke nogen, der skal komme og fortælle mig, at Whitney Houston tænker på “”love”” når hun synger det. Det er alt sammen klichéer. Man kan så prøve på at lave musik, der ikke bruger de samme klichéer, og samtidig fortælle om at man holder af et andet menneske.

Karl Bartos er slet ikke i tvivl om, at man kan afspejle følelser, også med elektronisk musik, for som han siger:
– Al musik er i dag elektronisk! Hver eneste heavyguitar er kørt igennem ti maskiner, før den ender på en cd. De eneste jeg kender, der spiller ‘unplugged’, er Frelsens Hær nede på hjørnet. F.eks. kræver “Unplugged” på MTV ekstremt meget elektronisk udstyr, fra mikrofonen og indtil det når lytteren.

Politisk instrument
– Man har altid beskyldt Kraftwerk for at være en slags fascister. Vi blev engang afbildet i musikmagasinet “New Musical Express” siddende i anklagebænken ved Nürnberg-processerne. Måske skyldtes det, at vi havde nogle pladecovers, hvor vi optrådte i ens sort tøj – eller som på “Man-Machine”: kortklippet og med røde skjorter og sorte slips. Vores egen idé var at vise en artist- eller cabaretgruppe, som de så ud i 20’erne og 30’erne. Det blev ofte misforstået, specielt i Tyskland. Mens f.eks. polakkerne, engang hvor vi optrådte før Murens fald, ikke misforstod, når vi sang på russisk.

Kraftwerk er ofte blevet kaldt for et politisk band. Om det også gælder for Electric Music, er Karl Bartos mere usikker på:
– Ja, og nej. Der er jo den tese, at alt hvad man laver er politik. Egentlig skulle man ikke overlade politiken til de professionelle politikere. Specielt i Tyskland har der været så mange skandaler, at det stinker langt væk. Men jeg kan ikke sige, at jeg bevidst har lagt et budskab i min musik. Omvendt skal man også vise det der sker. Netop nu, hvor der sker de racistiske overfald og mord i Tyskland. Jeg håber, at der også kommer en kommentar til dét på vores nye cd.
– Det er vigtigt at tage stilling til racismen, og det gør mange tyske bands også. Men det bliver også brugt for at kunne komme i medierne.

Musik og tekster kan, efter Karl Bartos’ mening, ikke ændre folks holdninger. Alligevel skal den prøve på det:
– Musik er jo alt. Musik er allevegne. I militæret, supermarkedet, reklamer. Overalt! Den kan bruges til en anti-fascistisk sang eller til det modsatte. Musik kan ikke flytte noget, musikken skal finde en klangbund hos den enkelte. Det er altid kun et forsøg, når man prøver på at flytte noget.

– Hvis jeg nu laver en sang, om at fjernsynet er dårligt, så slukker alle for kassen, og køber Emanuel Kants samlede værker. Sådan er det jo ikke. Men det har trods alt en værdi i sig selv, at man overhovedet prøver, slutter Karl Bartos håbefuldt.

Musikmagasinet MidiMag og Ungdomsmagasinet Tjeck 1995

Reklamer

0 Comments Post your own

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s